×

Informeret samtykke

5. marts 2009, Opdateret 27. marts 2009

Information af patienter og deres samtykke til undersøgelse og behandling er et fundamentalt grundlag for læge-patientforholdet.

Patientens samtykke skal gives på baggrund af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, og patienten kan til enhver tid tilbagekalde sit samtykke.

Sundhedsloven beskriver hvordan og om hvad, sundhedspersonen skal informere.

Et samtykke til behandling kan både være mundtligt eller skriftligt, og skal journalføres i patientjournalen.

Patienten har også ret til ”ikke at vide”. Det kræver en utvetydig tilkendegivelse fra patienten om, at han/hun ikke ønsker at blive informeret.

Mindreårige

En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal informeres herom, og skal inddrages i den mindreåriges beslutning, men beslutningskompetencen ligger hos den 15-17-årige.

Denne regel tilgodeser såvel den unges selvbestemmelsesret som forældrenes pligt til at yde omsorg.

Er en patient under 15 år, er det forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke.

Varigt inhabile patienter

Hvis en patient varigt ikke er i stand til at varetage sine egne interesser, kan informeret samtykke til behandling gives af patientens nærmeste pårørende eller en værge. De pårørende eller en værge skal have information i det omfang, det er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den konkrete situation.

Relevant lovgivning

Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Vejledning nr. 10293 af 21. december 2007 om information og journalføring i forbindelse med vaccination ved udlandsrejser

Se også mere om

Tilsynstemaet 2006: Lægers viden om lov om patienters retsstilling