×

Andre typer af klager

3. december 2015

Det er ikke alle klager, Styrelsen for Patientsikkerhed kan behandle. På denne side har vi samlet nogle af de klagetyper, som vi ofte får henvendelser om.

Privatpraktiserende tandlæger

Hvis du er utilfreds med behandlingen eller regningen hos din privatpraktiserende tandlæge, kan du klage til det regionale tandlægenævn. Du kan også søge erstatning, hvis du bliver udsat for en skade i forbindelse med en behandling hos din privatpraktiserende tandlæge. Du kan læse mere på Tandklage.dk

Psykologer uden for sundhedsvæsenet

Hvis du er utilfreds med en autoriseret psykologs virksomhed uden for sundhedsvæsenet kan du rette henvendelse til Psykolognævnet. Der kan eksempelvis være tale om en psykologs børnesagskyndige undersøgelse til brug i en samværssag. Du kan læse mere på Psykolognævnet.dk.

Klager over serviceniveau

Klager over regionens eller kommunens serviceniveau, for eksempel personalets opførsel, arbejdets tilrettelæggelse, lokaleforhold, mad og rengøring, skal rettes til pågældende region eller kommune. På dit regionale patientkontor kan du få oplyst, hvor du skal sende din serviceklage hen.

Erstatning

Du skal være opmærksom på, at en klage ikke kan udløse en erstatning. Er du kommet til skade i forbindelse med en behandling eller en undersøgelse, og ønsker du at søge om erstatning, skal du henvende dig til Patienterstatningen. Du kan læse mere på Patienterstatningen.dk.