×

Studier i udlandet

3. december 2015

Her kan du læse om sygesikring, hvis du skal studere i udlandet.

EU-regler

Studieophold i op til ét år i et EU/EØS-land eller Schweiz
Hvis du skal opholde dig i udlandet i indtil ét år for at studere, kan du typisk bevare din tilknytning til den danske sygesikring. Hvis du i folkeregistret bliver registreret som flyttet til udlandet, kan du bede Udbetaling Danmark om et særligt sundhedskort. Det særlige sundhedskort erstatter dit almindelige gule sundhedskort, som ikke er gyldigt, når du ikke længere bor i Danmark.

Du skal også få et EU-sygesikringskort fra Udbetaling Danmark, se under 'det blå EU-sygesikringskort'.

Det er en betingelse, at du ikke samtidig med dit studie tager arbejde i studielandet, og du dermed bliver pligtig at blive optaget i studielandets sygesikring.

Studieophold i over ét år i et EU/EØS-land eller Schweiz
Hvis du skal studere i udlandet i over ét år, betragtes du som flyttet fra Danmark.

Du er derfor ikke dækket af den offentlige danske sygesikring, men bør søge optagelse i dit nye bopælslands sygesikring på de vilkår, der gælder der.

I nogle lande findes særlige forsikringer for studerende, men der skal betales for medlemskabet.

I visse EU/EØS-lande kan studerende, hvis forældre er sygesikrede i Danmark, optages i studielandets sygesikring – i princippet til udgift for Danmark – som børn af dansk sikrede forældre.

I disse tilfælde kan Udbetaling Danmark udstede en særlig blanket (E 109 eller S1) så du muligvis kan optages i studielandets sygesikring til udgift for Danmark.

Hvis du bliver registreret i studielandets sygesikring på baggrund af denne dokumentation, kan du bevare tilknytningen til den danske sygesikring og få et særligt sundhedskort fra Udbetaling Danmark.

Den offentlige sygesikring i studielandet kan give flere oplysninger om dine muligheder for at blive sygesikret som ”barn” af dine forældre.

Bilaterale aftaler

Studieophold i andre lande
Danmark har bilaterale aftaler med en række andre lande om social sikring, herunder sygesikring, men kun aftalen med Québec vedrører danske studerendes ret til at blive optaget i sygeforsikringen i Québec fra det tidspunkt, de flytter til Québec.

Studieophold i Québec
Når du flytter til Québec, skal du henvende dig til sygeforsikringsadministrationen (la Régie de l'assurance maladie) i Québec og anmode om at blive optaget.

Hvis du kun skal opholde dig på et tidsbegrænset studieophold, og altså ikke tager bopæl i Québec, har du efter overenskomsten ret til sygesikringsydelser straks efter ankomsten til Québec. Du skal henvende dig til Sygeforsikringsadministrationen og der udfylde en indmeldelsesblanket. Der findes ingen blanket til brug for optagelsen i sygesikringen i Québec. Det er aftalt, at danske sikrede bl.a. skal vise det gule sundhedskort.

Du skal vise: 

  • en studietilladelse udstedt af ministeriet for kulturelle folkesamfund og immigration (Ministère des Communautés culturelles et de l'immigration) i Québec, og
  • en attest for indmeldelse som studerende på fuld tid i en undervisningsanstalt på "college" eller universitetsniveau, som er godkendt af det ministerium, der er ansvarligt for den højere undervisning i Québec.

Studieophold i andre lande
Ved studieophold i alle andre lande er studerende ikke dækket via den offentlige danske sygesikring. Sygesikringsmyndighederne i studielandet eller landets ambassade kan oplyse om vilkår for optagelse i landets sygesikring.

Privat sygeforsikring
Hvis du ikke har ret til at blive optaget i den offentlige sygesikring i studielandet, eller hvis du vil have dækning af hjemtransport, anbefales det, at du tegner en privat forsikring. Det kan fx ske via en særlig studentersygeforsikring.

De danske uddannelsesinstitutioner har indgået aftale om en sådan forsikring, som kan tegnes af alle, der er indskrevet på en uddannelse i Danmark.

Du kan læse mere om denne ordning på www.studenterforsikring.dk

Hvis du ønsker at tegne en anden forsikring i Danmark, kan Forsikringsoplysningen hjælpe dig med oplysninger herom, se http://www.forsikringogpension.dk