×

Hjemtransport

3. december 2015

Her kan du læse om dækning af udgifter til hjemtransport ved sygdom eller ulykke under ophold i Grønland, Færøerne eller de nordiske lande.

Udgifter til hjemtransport ved sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald i udlandet dækkes ikke af det blå EU-sygesikringskort.

Rejser til Grønland og Færøerne  

Udgifter til hjemtransport fra Færøerne og Grønland ved sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald, der indtræder under den første måned af en ferie- eller studierejse, dækkes af den offentlige rejsesygesikring indenfor rigsfælleskabet, hvis hjemtransporten er ordineret i samarbejde med SOS’s læge.

Se bekendtgørelse om offentlig rejsesygesikring ved rejse til Færøerne og Grønland her

Rejser i Norden 

Hvis du bliver syg under et ophold i et andet nordisk land (Finland, Norge, Island eller Sverige) og det er nødvendigt at rejse hjem på en anden og dyrere måde end planlagt (altså hvis du ikke var blevet syg før hjemrejsen), kan du få merudgifterne dækket.

Der gælder følgende:

  • behovet for den dyrere hjemtransportform skal skyldes den syges tilstand – ikke f.eks. at du bliver forsinket og derfor ikke kan nå den planlagte transport
  • behovet for at benytte en dyrere hjemtransportform skal bekræftes med en skriftlig lægeerklæring, som udstedes i opholdslandet før hjemrejsen og
  • beslutning om dækning af merudgifterne træffes normalt af opholdslandets myndigheder før hjemrejsen.

Det er opholdslandet, der skal betale eventuelle merudgifter til hjemtransport der opstår "som følge af en sygdom".

Læs mere om hjemtransport i afsnit XIII, pkt. 13.4. i vejledningen om EU-forordning nr. 883/2004.