×

Erstatning

Opdateret 8. december 2015

Du kan klage over din afgørelse fra Patienterstatningen om erstatning for behandlingsskader eller lægemiddelskader.

Der er mulighed for at få erstatning, hvis du som patient er kommet til skade som følge af en behandling i sundhedsvæsenet (behandlingsskade), eller hvis du har fået bivirkning af et lægemiddel (lægemiddelskade).

Din sag skal først anmeldes til Patienterstatningen, som behandler sagen og træffer en afgørelse.

Hvis du er utilfreds med Patienterstatningens afgørelse, kan du klage til Ankenævnet for Patienterstatningen.

Sådan klager du

For at klage til Ankenævnet for Patienterstatningen skal du gå til www.borger.dk. Her skal du udfylde og indsende et klageskema. Du skal logge på med NemID.

På www.borger.dk. kan du læse mere om, hvilke oplysninger du skal have klar for at klage.

Det er et lovkrav, at klager til Ankenævnet for Patienterstatningen skal indsendes digitalt via borger.dk.

Vær opmærksom på, at du skal klage via www.borger.dk, selvom du har fået en anden klagevejledning i den afgørelse fra Patienterstatningen, du vil klage over.

Klage hvis du ikke har NemID

Du kan blive fritaget for at indgive klagen digitalt, hvis du er fritaget for digital post i din kommune, hvis du ikke kan få NemID eller hvis du ikke har mulighed for at anvende computer. Det kan for eksempel være på grund af fysisk eller psykisk sygdom, særlige handicaps, alder eller manglende IT-kompetencer. Socialt udsatte borgere, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder kan også blive undtaget fra kravet om, at klagen skal indgives digitalt.

Hvis du mener, at du ikke er i stand til at indgive din klage digitalt, kan du sende klagen med almindelig post til Ankenævnet for Patienterstatningen, Finsensvej 15, 2000 Frederiksberg. Du skal i klagen forklare, hvorfor du mener, at du er forhindret i at klage digitalt.

Det er ankenævnets sekretariat (Styrelsen for Patientsikkerhed), der afgør, om du kan blive fritaget for at indsende klagen digitalt.